Om at blive Zen munk i Japan

Tim Pallis

At blive munk i et zen buddhistisk kloster (sōdō) i Japan er en lidt kompliceret affære. Jeg kender mest til japanske forhold, så det vil jeg skrive lidt om. Der er også zen klostre i både USA, Kina, Vietnam og Korea. Hvad der kræves der, kender jeg ikke så meget til.

I Japan er et zen kloster et meget lukket sted, hvor man som vesterlænding uden kendskab til sproget ikke har adgang. Det er faktisk ikke muligt for en vesterlænding, at komme i træning i et traditionelt zen kloster.

Der er mange zen klostre i Japan, som kommer ind under én af de tre skoler Rinzai, Sōtō eller Obaku. Det er trænings skoler for de munke, som er sønner af de små familieejede zen templer. Den ældste søn må i træning for at blive zen præst og senere abbed i sin fars tempel. Det er noget meget formelt og traditionsbundet.

Zen er ikke særligt populært i Japan, som man skulle tro. Der er kun meget få rigtige munke tilbage, som bruger 10 til 20 år af deres liv i kōan træning hos en mester i et kloster. De traditionelle Rinzai zen klostre har vel et gennemsnit på 10-15 munke nu om dage. Hvis man ikke kan sproget er det umuligt at komme ind i et kloster.

Zen træningen er for en begynder rigtig barsk, fordi man skal lære at sidde på en bestemt måde. Hvis man ikke har ben til det, går det simpelthen ikke. Men man kan træne sig op til det. Man skal kunne gennemføre en uges zazen i halv lotus stilling ca. 12 timer om dagen i perioder af en halv time til en time med gående meditation ind imellem perioderne.

Dette program foregår en gang om måneden. Til daglig sidder man kun 3-4 timer. Man vækkes klokken 4 om morgenen og reciterer sutraer i mere end en time. Efterhånden lærer man dem udenad. Der er meget rengøring og manuelt arbejde om dagen. Højdepunktet er et personligt møde med mesteren i sanzen rummet, hvor man får vejledning i zen praksis.

Når man ikke lige med ét kan blive munk i et kloster, kan man som vesterlænding i stedet bo i byen og f.eks. undervise i engelsk og få adgang til daglig zen praksis i et zen tempel, som arrangerer zazen praksis for lægfolk. Man kan også, uden af være munk, deltage i intensive træningsperioder i forskellige zen klostre. Så vidt jeg ved, kan man godt blive munk i visse Sōtō en klostre uden at kunne sproget.

Jeg kender kun ét kloster, hvor man kan træne uden at være munk. Det er Sogen-ji i Okayama. Der kan man blive koji (lægmand i træning) som vesterlænding. Men det kræver, at man har forberedt sig mindst et år i forvejen og kan sidde zazen. Man skal være meget seriøs og have tid til mindst et års træning. I Sogen-ji er der mange vesterlændinge.

Sogen-ji er beliggende i Okayama og hører til Myoshin-ji Ha, som er Rinzai shu. Mesteren hedder Shodo Harada Rōshi og er måske en af de bedste zen mestre i verden i dag. Han kommer til Europa et par gange hvert år og til Danmark hver tredje år for at vejlede i en sesshin på en uges meditation, som jeg omtalte overfor. Hvis man har været i Sogen-ji i flere år og ønsker at blive munk, kan man få lov til det af mesteren, hvis han synes man er kvalificeret.

Det koster ikke noget at være i Sogen-ji, men man binder sig for ét år i begyndelsen. Men det kræver, at man kan sidde på den måde, som jeg har beskrevet, og at man bliver godkendt af mesteren.

For at kunne deltage i en sesshin, hvor man lærer mesteren at kende, og han lærer én at kende, skal man kunne sidde i forvejen. For at kunne gennemføre en sesshin på en uges meditation er det nødvendigt, at man har praktiseret zazen i mindst et år i forvejen i en af de to zen grupper, som findes her i København. I Zen Buddhistisk forening sidder man hver onsdag aften 4 gange en halv times zazen, og én gang om måneden 6 gange en halv time. Det kræver igen, at man sidder en time hjemme hver dag alene. Ellers kommer man aldrig til at sidde ordentligt.

Efter et års træning på den måde kan man muligvis sidde så meget, at man er i stand til at deltage i en Harada sesshin et eller andet sted i Europa. Så lærer Harada én at kende, og måske giver han én lov til at blive koji i Sogenji, hvis man binder sig til et år. Det er ikke så nemt, som man skulle tro.

Zazen et engagement på livstids. Det tager mange år at komme ind i en god praksis, og det er noget man skal være "hooked" på og kunne lide, skønt megen smerte er forbundet med det i begyndelsen. Derfor må man være stærkt motiveret. Mange falder fra undervejs. Men de fleste finder ad åre en livs salighed i zazen praksis, som man ikke kan finde andre steder. Men for at komme dertil, må man udholde meget, være meget tålmodig og lære at koncentrere sig om sit åndedræt i en ubevægelig siddestilling.

Hvis det kun er noget terapeutisk eller psykologisk man er ude efter, vil jeg ikke anbefale det. Man må i forvejen læse så meget om zen, at man har en fornemmelse af, hvor det snerper hen. Ens eksistentielle søgen efter at kende den egentlige natur, som er buddhanaturen, er selvfølgelig en nødvendig forudsætning for overhovedet at begynde på en sådan træning.

I Kyoto er der flere steder, hvor vesterlændinge kan deltage i zazenkai dvs. zazen for lægfolk. Man tilslutter sig en zazen gruppe, som mødes søndag eller hver morgen i forskellige Zen templer i Kyoto: Kennin-ji, Kosho-ji, Mugeko-in, Nanzen-ji, Rinko-in i Shokokuji, Ryosen-an i Daitokuji eller

Tofuku-ji. Det er alt sammen gode steder med traditionel praksis, men det er kun enten en lørdag eller søndag aften eller tidligt om morgenen hver dag.

Man sidder zazen 3 eller 4 gange en halv time, og før eller efter zazen er der recitation af sutraer. Til slut drikker man te sammen. Men det er kun for folk, som bor i længere tid i Kyoto. Jeg kender nogen på Hanazono University, som ved lidt mere om, hvor der er godt at sidde. Jeg selv har gode erfaringer med Rinko-in, Nanzen-ji og Ryosen-an. Det er gratis så vidt jeg ved. Ingen af stederne kan man bo og træne, som man gør det i et kloster (sōdō). Og der er ingen sesshin.

Det første mål i træningen er at træne sig op til at kunne deltage i en sesshin. Hvis man kan sidde så meget, at man kvalificerer sig til en sesshin, er der flere zen templer i Kyoto, hvor man måske kan deltage i en uges sesshin med en formel introduktion og mod en lille betaling for kost og logi.

Jeg har prøvet Mampuku-ji og Shokoku-ji. Men der er andre, som åbner dørene for en vesterlænding f.eks. Tofuku-ji, hvis man kan lidt japansk og er meget seriøs og kender rutinerne ved en sesshin.

Jeg kender et lille Zen tempel under Nanzen-ji ved navn Koun-ji, hvor der er en meget kvalificeret Rōshi ved navn Kanju Rōshi. Han har tidligere været hovedmunk i Sogen-ji. Han taler både engelsk og tysk og er måske den bedste zen mester i Kyoto for tiden. Det er muligt at blive medlem af hans zazen gruppe og sidde med dem hver morgen og hver lørdag aften og hver anden søndag. Hvis man praktiserer seriøst hos Kanju Rōshi og kan sidde en sesshin vil der være mulighed for gennem ham at deltage i sesshin i Shokoku-ji, hvis man bor i Kyoto.

Ordforklaringer og noter:

Et zen tempel er et fællesskab af familieejede små templer samlet omkring de bygningsværker, der fungerer som fællesskabets nervesystem:

Honbo er hovedtemplet, administrationen, receptionslokaler, abbedens rum.

Hatto er dharma hallen. Bruges til forelæsninger eller en teisho, som mere er en levendegørelse af zens sandhed i ord eller handling end en prædiken.

Butsuden er buddhahallen, hvor de store statuer af buddhaer og bodhisattvaer findes. Bruges til officielle ceremonier.

Sanmon er templets hovedport, bjergporten. Homon, dharma porten.

Shoro er klokketårnet. Bruges morgen og aften.

Kyozo er biblioteket. Bruges sjældent.

Yokushitsu er badehuset. Bruges et par gange om ugen.

Kura er lager og redskabshus, eventuelt Roshis skatkammer.

Sōdō er træningsklosteret med munkenes hal, spisesal og køkken.

Zendo er meditationshallen.

Rōshi betyder "gammel lærer", som er zen mesteren i Sōdō. Kaldes også Hojo-san eller Osho-san.

Unsui er en munk. Betyder skyer og vand, det der bevæger sig.

Det er nødvendigt at medbringe en introduktion eller anbefaling fra en anden mester for at blive munk i en Sōdō.

Det første møde med mesteren er meget vigtig. Valget af mesteren betyder alt. Godkendelse af munken er nødvendig. Er kemien i orden?

Buddhas eget liv (563-483) er træningens eksempel.

Efter en meget beskyttet opvækst, går han hjemmefra 29 år gammel for at finde en løsning på sin følelse af lidelse, dukkha.

Hvorfor er der så meget sygdom, forfald og død her i livet? Hvorfor er jeg her? Hvad er jeg? Hvor skal jeg hen?

Buddha bliver oplyst om sit sande væsen 7 år efter i 527. Dette kaldes bodhi (vågen), satori (erkendelse), eller kenshō (at se naturen).

Hvorfor vil man være munk og træne i zen?

Det er bevidstheden om ens uvidenhed med hensyn til alle tings egentlige natur, og ens eget sande væsen.

Den almindelige bevidsthed er tvedelende, dualistisk, adskillende, splittende og objektiverende.

Bevidsthedens refleksive tendens hindrer én i at kende sin egentlige natur.

Munken kommer altså til træningen af nød, for at finde en vej, for at blive befriet. Men ønsket om frihed er i sig selv et problem.

Han begynder altså træningen på grund af en eksistentiel angst eller en dyb tvivl i sindet. Tvivl versus tro. Jiriki versus tariki (ved egen indsats versus en andens kraft)

Der er problemer i zen træningen:

Der er for det første ens eksistentielle dilemma.

Der er til syvende og sidst alligevel ingen opnåelse.

Dualismen oplyst og ikke-oplyst er fejlagtig.

Der er tale om en form for spirituel materialisme, spirituel narcissisme, spirituel hybris.

Forventningerne er umulige at indfri.

Når alt hvad du gør eller ikke gør ikke hjælper, hvad gør du så?

William James (oprindeligt Francis W. Newman) skelnede mellem "de én gangs fødte (first-born) og de anden gangs fødte (twice-born).

Zen træningen omfatter følgende områder:

Recitation af sutra, sange, bønner og gatha.

Zen mesterens teisho eller forelæsning.

Sanzen, som er det korte personlige møde med mesteren.

Samu, som er manuelt arbejde, rengøring, havearbejde, brænde hugning, vedligeholdelse, køkkenarbejde, rengøring af badet.

Takuhatsu er rundture i byen for "at bede med en skål".

Kinhin er gående meditation.

Tai-chi øvelser.

Zazen er siddende meditatation:

Fysisk koncentration:

Opmærksomhed på åndedræt og siddestilling, bugåndedræt, tanden, lang udånding på MU... eller ONE..., Shikan ONE.

Mental koncentration:

Opmærksomhed på en kōan eller wato, som knyttes til åndedrættet.

Kufu betyder at arbejde kreativt og opfindsomt på kōan og åndedræt.

Det gælder om at blive ét med åndedræt og kōan.

Glemmer man åndedræt og kōan arbejdet i dagdrømme eller indre monologer, skal man straks vende tilbage til praksis, så snart man opdager at man er kommet væk fra dem.

Koncentrationen forbedres gradvist, indtil det er tanden (bugmuskulaturen) og shikan ONE, som mediterer, går og spiser.

Zazen træningen inddeles i blokke og perioder afbrudt af kinhin.

Anvendelse af keisaku i zendo er en hjælp til selvhjælp.

Jikijitsu leder zazen træningen i zendo. Han er gemen, smålig, uomgængelig, streng og ubønhørlig.

Han sætter et frastødende ansigt op, når man ser på ham eller spørger om noget.

Ingen kan lide ham, fordi han ikke er til at tale med, kompromisløs og umenneskelig i sine krav.

Selv om jisharyo eller shoji har givet en munk lov til at gå i seng, fordi han er syg, siger jikijitsu: "Du er doven, det er derfor du er syg".

Han skælder ud og minder munken om hans tidligere fejltrin.

Jisharyo eller Shoji tager sig af arbejdets fordeling.

Han tager sig også af munkenes sociale forhold og sørger for, at de møder i zendo til tiden.

Han behandler alle venligt og forstående, serverer the for munkene i zendo og hjælper dem med deres problemer.

Tenzo er kokken, en stilling der som regel beklædes af en mere erfaren munk, for køkkenet er en meget vigtig arbejdsplads.

Kun shoji må komme i køkkenet, og kun tenzos assistent må hjælpe til med at bringe maden ind i zendo.

Hvert halve år skifter disse munke arbejdsområde efter tur. Den lede jikijitsu bliver nu den venlige og imødekommende jisharyo og omvendt.

Munkene skal lære at praktisere alle slags job for at blive gode munke.

Som årene går uddybes træningen, en dyb ro og styrke opleves, zazen praksis er forfriskende og dybt tilfredsstillende, og måske finder man en ubeskrivelig glæde ved at være til.